Byens Bilpleje.com udvider i region Nordjylland med et nyt centralt autolakeringsværksted

By april 6, 2020Uncategorized @da

I begyndelsen af maj skal et helt nyt centralt autolakeringsværksted på 500 kvadratmeter stå klart i Nørre Sundby, som skal sikre effektive leverancer og høj kvalitet til Byens Bilplejes nordjyske kunder på autolakering.

”Indtil videre har vi benyttet os af dygtige underleverandører på lakeringsområdet, men det kræver en hel del logistisk planlægning. Og det har til tider været en flaskehals under spidsbelastninger i forhold til at sikre hurtige leveringstider til vores kunder. Derfor har vi besluttet at bygge vores eget topmoderne autolakeringsværksted, som bliver omdrejningspunktet for vores 10 klargøringsværksteder i Nordjylland”, siger Henrik Rasmussen, partner hos Byens Bilpleje.com.

Det nye autolakeringsværksted kommer til at ligge på Sundsholmen lige ved siden af Limfjordstunnelen på Nørre Sundby siden. Autolakeringen får god plads og kan sagtens håndtere alle opgaver op til de helt store kassevogne. Bygningen er i gang med at få installeret det mest moderne malerudstyr, som kan klare flere farver på én gang, og værkstedet bliver i det hele taget bygget optimalt til opgaverne.

”Sidste år kom der ca. 10.000 biler igennem vores afdelinger i Nordjylland, så derfor bliver vi nødt til at have stor kapacitet og eksempelvis være i stand til at male flere biler ved siden af hinanden. Derfor glæder vi os rigtig meget til at blive klar, så vi kan blive endnu mere effektive overfor vores kunder, som i høj grad er bilforhandlerne her i Nordjylland. Kvaliteten og leveringssikkerheden er i højsædet hos os. Vi bliver aldrig bedre end vores sidste anmeldelse”, understreger Henrik Rasmussen.

Søger et lakteam lige nu
Byens Bilpleje.com søger aktuelt to dygtige medarbejdere til det nye autolakeringsværksted, som gerne må være klar til at gå i gang allerede nu.

”Vi kommer til at få drøn på lige fra begyndelsen, så vi har behov for dygtige og effektive medarbejdere. Til gengæld kan vi love, at de ikke kommer til at kede sig, og de får de helt optimale rammer at starte op i. Så alle interesserede kan blot kontakte mig”, siger Henrik Rasmussen.

Byens Bilpleje.com koncernen vokser fortsat
I øjeblikket er Byens Bilpleje.com Danmarks største klargørings- og rustbeskyttelseskæde samt landets andenstørste lakeringsvirksomhed.

”Det er strategisk vigtigt for Byens Bilpleje, at vi kan styre vores kvalitet og leveringstider, så vi kan leve 100% op til vores kunders forventninger. Vi oplever en stor stigning på efterspørgslen på lakering. Derfor kommer vi også til at få flere autolakeringsværksteder i de områder, hvor det giver god mening i fremtiden”, siger Kim Mølgaard, der er COO hos Byens Bilpleje.com

Om Byens Bilpleje.com koncernen
• 85 afdelinger fordelt over hele landet
• Danmarks største klargørings- og rustbeskyttelseskæde samt landets andenstørste lakeringsvirksomhed
• 180.000 biler klargøres om året
• Omsætter for +300 mio. DKK årligt

For yderligere information kontakt COO for Byens Bilpleje.com, Kim Mølgaard på tlf.: 61793626

Potentielle og kvalificerede medarbejdere er meget velkomne til at kontakte Henrik Rasmussen på tlf.: 23118986